Angstkultur
Internet 1994

VENNER

Bare en liden vise om du og jeg,
eller om dagene, som gik dengang,
nætterne, -
værelset med det kjælne tusmørke,
lampen, - den indiske buddha, -
Jacobsens byste i solhjørnet,
Wagnerportrætet!

Vi sad sammen i røgskyer,
vi drømte sammen om livet.
Den rigere sjæl, som fremtiden fængsled,
havde jeg,
det gladere hjerte, den varmere puls
havde du.

Du kom til at skjønne,
hvordan jeg var, ja, hvordan jeg var,
ikke mit blod kunde bruse,
men min sjæls blade,
å, min sjæls blade, de kunde visne.
Så sad vi sammen i drømskyer
og sligt stort, fagert syn, -
syn,
livsundren!

Livet!
En i uendelige baner sig slyngende stråle,
gjennem alle væsner, gjennem alle kloder,
en uendelig, - tonende -, ildspiral, -
som vi ikke kan se begyndelsen på,
og ikke enden på,
og ånd risler i,
og sole drypper af,
- sole i lyshav, sole i tankehav, -
en uendelig, - tonende -, ildspiral,
ude fra det kolde, ude fra det tomme,
ind mod det varmere,
ind mod det varmeste,
ind mod Gud -
Lyset!

Sfærer svinger, bølger bæver,
- der, hvor den ene er,
var den anden, -
livceller svæver,
hæver sig,
synker.

Ja, nætterne var lange og lyse.
Der var såmeget at tale om,
der var såmeget vakkert til -
solglød, vi længedes mod,
kvinder, vi vilde ofre vort blod.
Nætterne var så lange og lyse!

Men hav og tid skilte os,
og Vestens nætter er mørke.
Mangengang, når jeg våger og mindes,
er det, som det rører sig i det golde hotelrum:
Ansigtslinjer flakker i solhjørnet,
Jacobsens,
Buddha dukker frem af mørket...

Tror du,
tror du, at venner mødes på nye kloder?




EVA

Blygråt er havet, blygrå himlen,
blygrå er dine øine, Eva.
Længe har du siddet taus,
knuget mine hænder.

- Dine øine -
blå, da solen lo og havet sang!
Du er som selve naturen, Eva.

Dine læber, som hviler i mine,
er så kolde.
Dine hænder, som hviler i mine,
er så kolde.
Dit bryst ånder så tungt,
- jordens ånde mod min sjæl!

Ja, du er som jorden.
Når soldis på soldis svømmer,
er der over dit øie soldis, -
når tåge favner tåge,
er dit øie mørkt og vådt.

Nei. Jeg skal ikke tale mere.
Tause vil vi sidde og lytte
til havets lange, sugende suk,
stirre mot tågernes angstfulde nat.

Eva! ...




ORKAN

Blæst, storm, orkan!
Nøgen vil jeg bade mig i din susen!
Hei! Se mine hvide arme!
Mit hår flyver, hei!
Leg med mit hår, orkan!

Blæs!
Fold ud min sjæls brede vinger!
Min sjæl favner verden!
Uranos skjælver derinde!

Orkan! Orkan!
Jeg er nøgen!
Som du har jeg kastet mig i jordens vaiende græs!
Mine arme jubler mod rummet!
Verdensrummet!
Hei!

Kom!
Lad os lege!
Styrte os i havet!
Kom, hvirvlende blade!
Kom, ravne, haier, sjøer!

Kom, rasende skyer!
Vi danser, vi danser!
Jeg og I!



JEG SER

Jeg ser på den hvide himmel,
jeg ser på de gråblå skyer,
jeg ser på den blodige sol.

Dette er altså verden.
Dette er altså klodernes hjem.

En regndråbe!

Jeg ser på de høie huse,
jeg ser på de tusende vinduer,
jeg ser på det fjerne kirketårn.

Dette er altså jorden.
Dette er altså menneskenes hjem.

De gråblå skyer samler sig. Solen blev borte.

Jeg ser på de velklædte herrer,
jeg ser på de smilende damer,
jeg ser på de ludende heste.

Hvor de gråblå skyer blir tunge.

Jeg ser, jeg ser...
Jeg er vist kommet på en feil klode!
Her er så underligt...



NAVNLØS

Mørkets tåge sænker sig over trær, over plæner,
bladene har ingen farver, græsset har intet grønt.
Lygternes blus er mørkets gule pupiller -
gule pupiller, som vider sig ud så sælsomt.
Ingen er der, som ler eller sukker i parkens gange.
Jeg hoster. Min hosten lyder som spøgelseharken.
Jeg går. Min skridt er som spøgelseskridt.

Men i parken mørkens gang, hvor lygter ei brænder,
sidder skjult mellem trær på en ensom bænk en skjøge.
Der er slør for de blege kinder, sort slør -
bag det sorte slør er der øine, som sælsomt glimter.

Og jeg gribes af en vemodig, natlig glæde,
ved at møde i mørket, i den døde nat, et menneske.
Jeg sætter mig ned stille, drar sløret tilside taust,
nærmer mine øine til hendes, min sjæl til hendes.

Lydløst daler nogle blade.
Varsomt lægger jeg øret til hendes hjerte...
Og brister i gråt, gråter i hendes kolde hansker,
gråter og gråter, og ved ikke, hvorfor jeg gråter.

Hun støder mig ikke bort.
Hun tørrer mine øine nænsomt.
Og jeg griber hendes hænder i angstfuldt tungsind
og ber hende gjemme mig, gjemme mig, gjemme mig.

Mørkets tåge sænker sig over trær, over sjæle.
Løvet har ingen farver, græsset intet grønt.
Men i tågen daler lydløst sorte blade,
og i mørket sidder skjult på en ensom bænk en navnløs,
og gjemmer ved det hede bryst en sygs ansigt,
og gjemmer i de myge hænder en ræds øine,
og ingen uden Gud hører hans såre hulken,
og ingen uden Gud hører hendes trøstende hvisken.



ENE

Jeg havde ild nok, da jeg var ung,
- ild nok, -

et blåtoppet luehav,
ideer, ideer,
gjæring og fødsel,
brusen og smerten!

Da jeg var ung!

- Noget, som tabtes,
noget, som ei fandtes,
håb, som brast,
ild, som sluktes...

Der arbeider sig frem her inat
hos en forpint mand,
i en jaget sjæl,
ord.

Ord...

Mit liv er ord.
(Og det er skade.)
Visne ord.
Stivnede hjerteslag.

Hjerteslag!

Gud,
du, som skaber!
- smerter,
kimer,
ord -

du -
hvem jeg tænker mig lig os,
men dit ansigt klart,
din pande lyd -

du -
hvis menneskenavn
ensomheden
atter og atter
om mig hvisker,
vifter og hvisker,
med ukjendte stemmer nynner,

- dette forpinte menneske,
som blot, blot, blot
har ord -
husker du det da?

- - - - - - -

Nu brænder lyset ned i stagen,
nu vandrer mørkets ånder
på spidse tær
ind i mit rum.

Lysner der linjer
der borte i krogen?

Var det mørket, som hvisked
om kvindelinjer,
hvide og runde?

Hulker der hjerter
der borte i krogen?
Er der ånder, som sukker?
om død, og om nat?

Hjerteslag...:

Den,
hvem dødsdronningen
har udkåret,
den,
hvem dødsdronningen
elsker,
han
er ene.

Den
hvem dødsdronningen
når på jord
er nat,
men det i himlens lydfyldte hvælving
er dag,
er blændende, himmelsk dag,

den,
hvem dødsdronningen
har da betegnet,
dødsdronningen, dødsdronningen,
han
er ved jorddag ene.



JULAFTEN

Julaften!
Julaften med julelys i vinduerne,
bugnende juletrær i storstuerne,
julesang ud gjennom dørsprækkerne!

Jeg vanked alene i gaderne
og lytted til barnesangene.
Jeg satte mig ned på trapperne
og tænkte på min døde mor.

*

Og jeg gik ud på markerne -
ud - blandt stjernerne.
Min skygge gled henover skyggerne
af dødningearmede trær.

Jeg fandt et lig mellem sneglimtene,
snehulelysene,
et lig, som endnu bævrede,
et stakkels frostdød spurv.

*

Og jeg gik hjem til mit tagkammer
og satte lyset i min flaske.

Jeg satte lyset i min flaske
og la bibelen på min kiste.

Jeg knæled ned ved min kiste
og blæste støvet af min bibel.

Jeg folded hænder over min bibel
og gråt.



AL SKABNINGEN SUKKER

Al skabningen sukker.

Bævende spørger det.
Bølgende hvisker det.

Fuglene klynger sig sammen,
læser hinandens øine.

Og vestenfra
ror vinden så tungt,
og østerfra
banker søens pulse.

Skabningen lider.

Blomsterne ved furuens fod
skjønner det ikke.

Bække og elve
iler - hvorhen?

Mand mødes med mand:
Hvem er du?

Kvinder føder
og dør.

*

Hvor veiene mødes,
står det hvide kors
med slør over
af "blodsdråber".

Der ligger en kvinde på knæ.

- Hvide kors!
Hvad er det at elske?

Jeg har spurgt sankthansblomstens støvveie,
da solen randt.
Jeg har spurgt tjernets vover.

Jeg har siddet under gjøgens træ
ved midnat.
Den sang om vemod og fløi.

Og jeg kom dybt ind i en stor skov
til en gammel, gammel bramin.
Han var så vis.
Han skjæg var så hvidt.

- "Kjærlighed - den kjender ingen.
Længsel - den kjender alle."

Min fod er sår.
Mit øie er træt.
Mit hjerte så tungt.

Hvide kors,
hvor græder du blod?
Er elskov død?

*

Da drypped der frugtstøv fra blodsdråbeklyngen,
da blomstred det frem fra blomstermunde,
da mumled det kjælent fra skjulte kilder,
da risled det og skummed det i bække og elve,
da dryssed det og kyssed det og fossed det og blussed det:

"Indtil nu, indtil nu, indtil nu."

Og vesterfra
kommer stormens susende vingeslag,
og østerfra
kommer havets brusende åndedrag,
i stråleglød!

- Al skabningen jubler!
Thi jorden er svanger!
og kjærligheden, den kommer,
kommer
med sommer,
med stråleglød,
kommer med smerte,
med verdensfryd!



BRUDENS BLEGE ANSIGT

Brudens blege ansigt
ser jeg foran klokken -
kirkens dør står åben,
salmens toner bruser.
Klædt i hvide klæder,
bleg som selve døden
går hun ind til livet,
fryden,
gården.

Salmens toner svinder,
kirkens dør blev lukket,
vognen rulled bort.

Men vi som blev igjen,
som ikke kjendte hende,
men så, hvor hun var angst,
vi vil stanse og be en bøn:

Hadets dæmoner, mørke skjæbne,
spar hende!
Lyttende engle, arnens feer,
var hende!
Trampende love, glædens bødler,
glem hende!
Lønlige elskov, lune solskin,
gjem hende!

Brødre og søstre!
Se, solen daler!
Lad flagre over bruden blomster
og sange om livets bryllupsnat,
mens solen segner.

Kom! Ved hendes vindu vi danser,
binder kranser,
holder leven,
vadmelslæven,
knytter på
lykkestrå,
ler, -
ber.

Vår går, vår dør,
sne drysser over liljers lig,
liv smiler, liv iler
død imøde.

Myrten om hendes hår må jo blegne,
rosen på hendes bryst må jo dø,
øiets glød må jo blegne,
blodets ild må jo dø.

Vår går, vår dør,
sne drysser over liljers lig,
liv smiler, liv iler
død imøde.

Ja, alt på jorden må blegne,
hver blussende drøm dø,
men blussende liv skal spire
af din brudenats frydsvangre ve!



VÅR

Faen i støbejernssøilerne!
Faen i støbejernssøilerne!
Sss... for en himmelsk slaphed,
sa..lig slap..hed!
Rødt i det grønne, grønt i det røde,
grønt i det grønne!
Vederlagskræfterne?

Faen i vederlagskræfterne!
Faen i vederlagskræfterne!
Det kvindfolk som går derborte,
har hun sorg?
Hun skal klæ sig i blåt, blåveisblåt,
hatten ranunkel!
Valsekiplagerne?

Faen i valsekiplagerne!
Faen i valsekiplagerne!
Varme og... berberisser og... parasoller og...
og sommerfugler og...
og og og sølv i luften og sølv på sjøen...
Opvarter! Vin!
Huller på hoserne?

Faen i huller på hoserne!
Faen i huller på hoserne!
Jeg har sol, jeg har skygge!
- hele verden!
Skulde bare lavt... en liden rødklædt
... blond kjærest...



ELSKOVSHVISKEN

"Jeg skulde så gjerne, min terne,
min sødeste, rødeste terne!
Men nei, - ja nei - -"

"O jo, o jo!
Jeg skulde så gjerne, min stjerne,
dig holde om halsen,
dig varme ved barmen,
dig bysse og kysse,
det skulde din terne så gjerne!
Stryge dit kind,
læge dit sind,
med navne så milde og ømme,
dig nynne så stille i drømme,
det skulde så gjerne din terne!

"'Stryge dit kind,
læge dit sind' - -
O nei - - ja nei!"

"Er du ræd mig?
Er du bange
at bli fange
i sange
og lange
kys?"

"Jeg er ræd for at synde -"

"- at synde?"

"- din hvide ynde
og nattens ro,
dit sorte øie,
din barm, den høie,
mit blod."

"Så synd!
Så ta mig!
Min hvide ynde den skjænker jeg dig!
Mit runde legem jeg lænker til dig!
Mit sorte øie skal vinde dig!
Mit bløde hår skal binde dig!
Kyssene ilder dig op!
Barmene tænder din krop!
Men gå ei fra mig!"

"Dit øie, det drar,
det drar, -
og som dine læber vugger,
så vugger mit blod.
Ta mig, ta mig, vugger dine læber,
vugger mit blod.

Dine tænder -
de er hvide - de smiler -
dine hviskende, tiskende tænder! -

Si må jeg, må jeg?

Min pande brænder.

Og dine blikke!
dine rasende søde blikke -
Nei! - jeg vil ikke! - vil ikke!
- dine dragende, sugende ord!

...Si må jeg, må jeg?

- dette hvide herinde, -
dette svalende linde,
dette myge, som er kvinde,
under livets for.

Si må jeg, må jeg, du?

- dette myge...
dette hvide.

En liden strime bare.
En liden blinkende strime bare.

Du er så taus.
Dine læber bæver."



FANTASI

To svanhvide skuldre!

Min celle, løft dine vægge!
Krans dit tag!
Dæk dit gulv!
Hynderne rødmer, mens blussene blegner.
Violinerne tier.
Kvinderne segner.

Det knitrer i knipling og sitrer i silke!
Duftende florslør i dronningehænder!
Glimtende fødder!
Slangemyge lænder!
Lamperne sluktes,
diamanterne brænder!...

Tzjiolitzka!
Skjælver dine vrister?
Du er sletikke stø i dansen.
Du misted dit slør.
Ser du ham, Tzjiolitzka?
Han sover, Tzjiolitzka!
Kys ham!

Tzjiolitzka!
Skjælver dine bryster?
Der er sorg på din hvide pande.
Dit hår falder ned.
Du er hed, Tzjiolitzka!
Synd, Tzjiolitzka!
Kys ham!

Tzjiolitzka!
Skjælver dine livbånd?
Dit øie er sort under diademet.
Hvor er din kjortel?
Du elsker, Tzjiolitzka!
Det er nat, Tzjiolitzka!
Kys ham!



DRIKKEVISE

Brændevin! Skål!
Klink, så det høres i himlen!
Klink, så de hører, vi morer os!
Brændevin! Skål!
Vi er helvedes stolte sønner!
Alt, som hvisler og kribler,
kribler og kitler og stikker og klorer,
det skåler vi for... Hys!

Hys!
Der var noget indi mig selv, som klatred.
Der var en stor tjørnehæk indi mig selv,
som lukked for en sovende jomfru.
Hvem klatrer i min tjørnehæk?
Hvem plukker mine roser?

Hys!
Det spiller.
Der drar et spillende tog rundt hækken.
Med fakler.
Er der damer?
Damer med slæb er der.
Blå guirlander af damer.

Slæb?
De er jo spildrende nakne!

Legemer. Kjælne.
Ha, se den blonde i bækken.
Foden. Knæet...
Er det du, som stjæler min jomfrus roder?
Ud! Ud med dig, tæve!

Såh!
Nu er det ro i min have.
Nu er der blot en.
En, som sover. Som jeg ikke tør vække.
En, som venter. Som jeg ikke tør se.
For hun er ren.

Hendes hud, den er bygget af æbleblomstens blade,
hendes blod er brygget af vårnatvinens skum.

Hendes nerver er spundne af lys, af toner,
hendes muskler er tvundne af roseknoppers marv.

Hendes legem er sigtet af den store Satan,
hendes sjæl er digtet af Gud selv.

Brændevin! Skål!



KVAL

Hvad er det, I vil mig, fordømte roser?
Fordømte måne, fordømte trær!
Kvindesmil på alle kanter!
Kvindehvisken, kvindehænder!

Jeg har flakket i lyng og myrer, -
jeg - en gud?
Mit hjerte bløder, - vrider sig, krymper sig.
Hun snor sine hofter i myge tepper, -
hun - en skjøge!

Jeg har grædt i den våde jord, -
jeg - en gud?
Hun er så fager - hvid, blød, hed, -
den hvide nakke i den hvide pude,
det brune hår svulmende, bølgende -
Hvorfor skjælver I, liljer?

Hun smøg sine hænder om min hals -
Død og helvede, hvorfor står I og dirrer?

...Kval, - snigende kval, -
giftig, tærende kval!

...Der sidder på en grav i måneskinnet
på kirkegården mellem døde
med en lang, skjælvende slagskygge
en frysende mand.

Stjerner.

I stjerner -
derude, hvor I går,
er der dér fred?
Renhed?

I går så stille.
Det er som Gud, der ånder,
stjernerne hans tanker.

...Stjernerne hans tanker...

Hvide fingre, runde barme, glødende pupiller,
- - men ingen ånd!

Millioner pragtfulde blomster har marken,
millioner strålende sommerfugle,
glimrer og dør, svinder.
En kvindes hvidhed gulner.

Som blodrøde blomster uden duft
er sansernes drømme uden ånd.
Som stjerner er blikke fra ånd til ånd,
som sole er smil fra sjæl til sjæl,
som verdensvarmen er favntaget
mellem adelig mand og adelig kvinde!

...Månen er borte.
Også stjernerne er sluknet.
Roserne og liljerne sover.
Se, daggryets kyske skjær kysser,
kysser kirkespiret.

Daggry!
Gi's der på jorden blandt kvinder én
kysk?



KAN SPEILET TALE

Kan speilet tale?

Speilet kan tale!

Speilet skal se på dig hver morgen,
forskende,
se på dig med det dybe, kloge øie,
- dit eget!
hilse dig med det varme, det mørkeblå øie:
Er du ren?
Er du tro?



GENRE

De sover.
Begge sover.
Den lille deilige i vuggen.
Den store deilige i sengen.

Og natlampen brænder.
På oblaten flyder
den lille tande
omkring uskyldigt
i den gule olje.
Rullegardinet skudt tilbake.
En gaslygt udenfor.

Det er alt.

Hvor den flimrer vemodig!

Teppet er gledet ned.
Gaslygten d
strækker hals og glor på min kones skulder.

Jeg skal dække over dig, min sovende hustru!
Og jeg skal trække rullegardinet ned.
Gaslygten får ikke se
det hvide, som jeg eier!

Jeg vil trykke to kys på dine smilehuller,
- som smiler i søvne, -
og på dine fingre,
og på trolovelsesringen,
og på sølvkorset om halsen.

Jeg vil liste mig stilfærdig op til dig,
og bli varm hos dig.
Og glemme,
et vi sommetider ikke er, som vi burde være,
mod hinanden.



PIGER

1.

Skoven står og mumler.
Hvorfor mumler den?
Elven går og nynner.
Hvorfor nynner den?
Papa sover.
Mama læser.
Jeg tror, jeg vil ud og ro, jeg.

...Fjorden er så vakker!
Hvorfor længes jeg?
Røg! - indunder odden -
Det er dampskibet!
Nestun, Årvig,
Berle, Tangen.
Jeg tror heller, jeg vil ind og spille.

...Svært så mange drømme.
Hvorfra kommer de?
Vugges de fra skoven
hid til Tosseper?
Tosse-peter.
Tosse-peter.
Nei, dette blir nok ingen "Elverdans", san!

Gud, hvor det er deilig!
Det er så deilig!
Ingen kan da leve
uden toner, lel?
En og... to og...
en og... to og...
Gad vidst, om der er alfer til, jeg.

...Dette er jo venstre.
Det skal være her.
Er det det, som banker?
Eller uret mon?
En og to og
en og to og -
Jeg tror sandelig ikke, jeg har noget hjerte, jeg.

...Skoven står og tier.
Hvorfor tier den?

- Å, her er så ensomt
her på Furulund!
Fangen... fuglen...
ensom... sidder...
Jeg holder det ikke ud!

2.

Gud, hvor vinden er frisk!
Gud, så sjøerne skvætter!
Gud, som Kathinka var bisk!
Gud, nei se, hvor det letter!

Brus, brus, min båd!
Sus, sus, du viftende vind!
Indimellem skjærende bauter jeg dig ind -
brus, brus, min båd!

3.

Munden kysser jeg,
kinden klapper jeg,
men øinene, øinene -
hader jeg!

Håret gråter jeg i.
Armene sover jeg i.
Men øinene, øinene -
stikker jeg ud!

Hagen kniber jeg!
Næsen bider jeg!
Men øinene, øinene! -
knæler jeg for.

4.

Mod vil jeg ha hos min gut!
Men for mig skal han falde.
Min gut skal knuse alle.
Men jeg vil knuse ham!

Trods vil jeg ha hos min gut!
Men mig skal han lyde!
Blandt mænd kan han byde -
men knæle skal han for mig!

Barsk vil jeg bli mod min gut!
Kjæle får han ikke!
- med søde ord bestikke
sin dronning!

Stolt vil jeg bli mod min gut!
Dyr er denne kvinde!
Med dåd må han vinde
sin dronning!

- Høit vilde jeg hæve min gut!
adel gi ham!
med hjerteblod vi' ham
til min konning!

Alt vilde jeg gi ham, min gut, -
kroppen og selvet, -
ja dø i helved
for min konning!

Bestill bøker av Obstfelder!